Behandlinger
Tandeftersyn
Tandeftersyn
Hvad er et tandeftersyn?
Et tandeftersyn er en grundig undersøgelse af dine tænder, tandkød, læber, tunge, mundbund og mundens slimhinder. Sammen med tandbørstning og tandtråd udgør et tandeftersyn en vigtig del af dine tandplejerutiner.
Tandpleje omfatter alt, der hjælper med at forebygge problemer med tænderne og holde din mund sund. De mest almindeligt forekommende tandlidelser er huller i tænderne (caries) og tandkødssygdomme (gingivitis og paradentose).
Regelmæssige tandeftersyn kan udføres af både tandlæger og tandplejere, som derved hjælper med at opdage potentielle problemer tidligt, mens de er nemmere og billigere at behandle.
Hvem har brug for tandeftersyn?
Tandeftersyn er vigtige, selv hvis du synes, at dine tænder er i god stand, og du føler dig sund. Af praktiske grunde vil tandeftersyn ved børn normalt først starte i 3-års alderen.
Hvorfor er tandeftersyn vigtige?
Regelmæssige eftersyn betyder, at vi kan hjælpe dig med at sikre sunde og velfungerende forhold ved dine tænder, dit tandkød og din mund.
Vi screener for cancer i mundhulen, tjekker om du har brug for reparation eller udskiftning af fyldninger eller andre tandbehandlinger, og vi er opmærksomme på, om du har vaner, der kan påvirke dine tænder og mund, som f.eks. tænderskæren, tobaksvaner eller syreskader på grund af kostvaner.
En tandlæge eller tandplejer er de bedst uddannede personer til at identificere og håndtere eventuelle problemer med dine tænder og mund tidligt, inden det bliver smertefuldt, svært at behandle eller dyrt.
Hvad sker der, hvis du ikke får tandeftersyn?
Hvis du ikke får foretaget regelmæssige tandeftersyn, kan du øge risikoen for at udvikle tandsygdomme som f.eks. huller i tænderne og tandkødssygdomme.
Hvis du forsømmer at passe på dine tænder og mund, er der også en sammenhæng med flere kroniske helbredstilstande som f.eks. hjerte-kar-sygdom og diabetes.
Andre alvorlige helbredsproblemer, som f.eks. cancer i mundhulen, kan også gå ubemærket hen.
Hvad indebærer et tandeftersyn?
Et tandeftersyn vil normalt omfatte:
- Gennemgang af din tand- og sygehistorie, såsom tidligere tandbehandlinger, dit medicinforbrug og eventuelle allergier.
- Undersøgelse af din mund for tegn på caries eller tandkødssygdomme, og hvordan din tyggefunktion er.
- Røntgenundersøgelse for at tjekke for caries, infektioner i kæberne, tænder der ikke er brudt korrekt igennem tandkødet, skader på din kæbeknogle og alvorlige medicinske problemer som f.eks. en tumor.
- Forebyggende tandpleje såsom fluorid-behandling og polering.
- Råd om og instruktion i, hvordan du børster og bruger tandtråd samt opretholder sunde tænder og tandkød. Du kan også få råd om ryge- og kostvaner.
Er et tandeftersyn sikkert?
Ja, tandeftersyn er sikre.
Nogle mennesker er nervøse forud for tandeftersyn eller tandbehandlinger. Tandlægeskræk kan føre til, at eftersyn eller vigtige behandlinger udskydes eller ikke bliver foretaget.
Hvis du føler dig nervøs forud for en undersøgelse eller behandling af dine tænder, så sig det til os, så vi kan tage hensyn til det.
Hvor ofte skal jeg få foretaget tandeftersyn?
Generelt bør du få en undersøgelse minimum hver 12. måned. En del mennesker har dog behov for at komme oftere til tandlæge, for eksempel ved visse generelle sygdomme eller andre risikofaktorer. Når du har fået foretaget et tandeftersyn, vil vi oplyse dig om, hvor ofte du bør gå til tandlæge.
Ud over dine regelmæssige tandeftersyn, bør du kontakte os, hvis:
- Du oplever smerte eller hævelse i munden.
- Du har svært ved at synke.
- Du har skader på dine tænder.
- Du er bekymret for din mundhygiejne, eller hvis noget i din mund ikke føles rigtigt.