LogoRING
Logo
RING

Behandlinger

Proteser

Proteser

Hvad er tandproteser?

Tandproteser er kunstige tænder, som bruges til at erstatte manglende tænder.

Hvis du mangler tænder, kan tandproteser hjælpe med at:

  • gøre det nemmere at spise
  • gøre det nemmere at tale
  • forbedre din selvtillid

Tandproteser er normalt lavet af acrylplast (plastik) eller et metalstel (primært kobolt-krom) med påsatte plastiktænder.

Hvornår kan du have brug for tandproteser?

Hvis du mangler tænder, kan vi undersøge dig her på klinikken for at finde ud af, om en tandprotese vil kunne løse dine problemer. Nogle gange kan det blive nødvendigt at fjerne tvivlsomme eller dårlige tænder, og der kan også være behov for, at nogle tænder behandles for skader eller mangler.

Herefter vil en klinisk tandtekniker, som er specielt uddannet til behandling med tandproteser og protesefremstilling, overtage resten af behandlingen. Det sker efter en henvisning, som vi sørger for, og vi instruerer tandteknikeren, hvis der er specielle forhold, der skal tages hensyn til.

Tandproteserne bliver specialfremstillet til at passe til din mund.

Der er tre hovedtyper af tandproteser:

  • En helprotese hviler på dit tandkød (gumme) og erstatter alle tænderne i din overkæbe eller din underkæbe eller begge kæber.
  • En delprotese erstatter nogle af dine tænder og holdes på plads af tynde metalbøjler omkring nogle af dine resterende tænder.
  • En implantatbåret protese erstatter en eller flere af dine tænder. Den er fastholdt gennem implantater i kæben - du kan fjerne dine proteser.

Hvad sker der under fremstilling af tandproteser?

I de fleste tilfælde vil det være muligt at få indsat tandproteser samme dag, som du får fjernet tænder. Dette kaldes en immediat-protese.

Det er normalt, at du herefter får brug for hyppige justeringer, mens dit tandkød heler.

Du kan også vælge at vente nogle måneder efter tandfjernelse, inden du får proteserne indsat. På den måde får dit tandkød tid til at hele, så du ikke behøver så mange justeringer, når dine proteser er på plads.

Fremstilling og tilpasning af dine proteser kan kræve 2 til 4 kontroller, men det kan sagtens forekomme, at der er behov for flere.

Hvad kan du forvente efter ibrugtagning af tandproteser?

Det kan føles mærkeligt at bruge tandproteser i starten. De fleste mennesker har brug for nogle måneder til at vænne sig til følelsen.

Efter indsættelsen af tandproteser er der brug for opfølgnings-kontroller, så den kliniske tandtekniker kan foretage de nødvendige justeringer af dine proteser.

Når du er blevet vant til proteserne, vil vi anbefale, at du får foretaget regelmæssige eftersyn her på klinikken og hos tandteknikeren, for at sikre at din tandprotese stadig passer, som den skal, og at forholdene i din mund er sunde.

Pasning af dine tandproteser

Du skal lære at passe på dine tandproteser for at undgå betændt tandkød eller infektioner og caries ved de tænder, der eventuelt måtte være tilbage.

Hvis du har tandimplantater isat, er dette af meget stor vigtighed.

Du bør rense dine tandproteser:

  • 2 gange om dagen - om morgenen og inden sengetid om natten
  • efter måltiderne
  • når du i øvrigt føler, det er nødvendigt

Tag altid proteserne ud, når du skal rengøre dem. Brug en almindelig tandbørste til at rense alle overflader på dine proteser. Du kan udmærket rense dine proteser med mild sæbe og vand. Brug kun en specielt designet blød protesebørste, når det er påkrævet.

Der findes specielle væsker til proteserengøring, som kan bruges lejlighedsvis, men det er ikke strengt nødvendigt.

Tandpasta kan ridse eller matpolere protesernes overflade.

Tandproteser kan opbevares i en ren beholder om natten.

Din munds sundhed

Du bør passe ekstra godt på din mund, hvis du stadig har nogle af dine tænder tilbage, men også selvom du ikke har tænder. Børst dine tænder, dit tandkød og din tunge hver dag og husk at få foretaget regelmæssige kontroller af dine tænder, mund og proteser.

Hvis du får medicin mod knogleskørhed (antiresorptiv medicin) er det yderst vigtigt, at dine proteser er veltilpassede, og at mundens slimhinder og gummer er fri for infektioner og tryksår. Ellers er der øget risiko for, at din kæbeknogle kan tage alvorlig skade.

Hvad er fordele og risici ved tandproteser?

Tandproteser kan hjælpe dig til at spise og tale bedre, hvis du mangler tænder. Hvis du ikke erstatter manglende tænder, vil musklerne i dit ansigt måske begynde at svinde. Tandproteser kan hjælpe med at fylde dit ansigt ud.

Det kan tage nogle måneder at vænne sig til at bruge nye proteser:

Dine proteser kan:

  • føles akavede eller løse
  • forårsage irritation eller ømhed (tryksår)
  • føre til øget spytproduktion
  • påvirke din udtale
  • øge risikoen for svampeinfektioner
  • ændre din smagsoplevelse
  • give dårlig ånde

Du bør kontakte os her på klinikken eller din kliniske tandtekniker, hvis:

  • din mund er øm
  • du har blødende tandkød
  • du har hævelse
  • du har sår

- fordi disse ting kan være tegn på, at din protese kræver justering.

Det kan også blive nødvendigt at fremstille nye proteser, hvis dine gummer er skrumpet meget. Det sker typisk først flere år efter, at der er blevet trukket tænder ud.

Morsbøl & Olesen

Danmarksgade 59, 2. sal

9900 Frederikshavn

Tlf. 98 42 39 70

Email: kontakt@itand.dk

Åbningstider

Mandag: 8.00 - 17.00

Tirsdag: 8.00 - 16.00

Onsdag: 8.00 - 17.00

Torsdag: 8.00 - 16.00

Fredag: 8:00 - 13:00

[ HAMSIL Webdesign 2023 ]

Bricksite logo| MADE FOR FREE WITH

BRICKSITE